”Ondt i livet” Mange forskellige følelsestilstande af modløshed, pres, angst og energitab kan optræde sammen med oplevelser af meningsløshed, håbløshed og manglende glæde. Det kan føles svært at få noget godt og positivt ud af livet. Der kan også være savn af venner og givende nære relationer.
Det kan være svært selv at få øje på grunden til at man har det sådan. Men der er oftest flere forskellige grunde til, at man er kommet i den tilstand. Der er også altid en positiv livsforventning at finde nedenunder og dermed også en livsenergi, der med den rigtige støtte, kan finde nogle mere tilfredsstillende og positive udtryk.
Lavt selvværd - selvtillid
Lav selvværdsfølelse er en tilstand mange kender. Angsten for om man er god nok – om andre kan lide dig vil ofte optræde sammen med en angst for at blive forkastet eller afvist af dem, man gerne vil i kontakt med. Det kan nogen gange udvikle sig til, at man bliver fuld af selvkritik og selvbebrejdelser og efterhånden blive mere og mere overbevist om, at det nok er sandt, at de andre ikke bryder sig om dig.
Livskriser
Livskriser, sorg og tab
Eksistentielle livskriser kan f. eks opstå ved skilsmisse, mistet arbejde, alvorlig måske kronisk sygdom eller andre utryghedsskabende hændelser.
I alle de nævnte situationer er der tale om at miste på et eller andet plan og opleve et stort tab. Det dybeste og voldsomste tab, et menneske kan komme ud for, opstår ved dødsfald i den nære familie eller venner.
Disse krisesituationer kan være skræmmende og svære at overskue. De kan fremkalde voldsom sorg, dybt depressive stemninger og følelser af desperation eller håbløshed og opgivenhed.
Det kan være vigtigt at opsøge hjælp inden tingene bliver uoverskuelige. Have en professionel at tale med og få støtte til at udtrykke de komplekse følelser og forstå, hvorfor de er opstået og finde nye måder at handle på.
Depressive følelser
Depressive følelser eller direkte depression rammer rigtig mange mennesker.
Det følelsesmæssige sortsyn og tungsind kan ledsages af oplevelser af meningsløshed og ulyst til mange af hverdagens normale handlinger og livsudfoldelse.
Nogle oplever søvnforstyrrelser og direkte mangel på lyst til at stå op om morgenen og komme i gang med dagen. Angstfølelser er også hyppigt forekommende.
De bagved liggende årsager kan nogle gange findes i personens opvæksthistorie og andre gange mere i den aktuelle livssituation her og nu.
Under alle omstændigheder kan det være meget vanskeligt og krævende både for en selv og de pårørende at håndtere alene.
Parforhold
Problemer i parforholdet
Mange kan opleve svære problemer i deres parforhold. Kommunikationen og samspillet i dagligdagen kan være præget af irritation og misforståelser, følelser af ikke at blive hørt og taget alvorligt. Fornemmelse af at partneren trækker sig tilbage følelsesmæssigt og lukker af, kan også skabe utryghed og mistillid hos en.
Jalousi og angst for at miste kan antændes. Så man begynder at opføre sig mistænksomt og kontrollerende overfor partneren. Det kan igen kan afføde ny mistillid, og så kører en negativ spiral af utryghed og mistillid, der kan grave sig stadig dybere. Det er altafgørende at få stoppet den spiral. Men det kan være svært at forstå, hvorfor de samme konflikter opstår igen og igen.
Mange føler sig seksuelt skuffede i forhold til partneren, andre par oplever store uenigheder i forhold til børnene. For flere par er det svært at fastholde nærheden og seksualiteten, når de har fået børn og bliver mest optaget af dem og nærheden med børnene.
Alle disse følelsesmæssige hårdknuder kan være svære for parret at løse selv.
Familiekriser
Også i familien - i forhold forældre og søskende kan man opleve konflikter og følelser af sorg og svigt. Der kan opstå skænderier eller lyst til at lukke af og afskære kontakter. Der kan ligge både vrede og sårede følelser imellem parterne.
Disse følelser kan gå meget dybt og være svære at komme godt igennem, netop fordi den familie, man vokser op i, sætter så dybe og vigtige spor i de tidlige barndomsår. Spor som kan præge en resten af livet.
I nogle familier opstår der voldsomme konflikter i forbindelse med arven. De konfliktfyldte følelser lægger sig så oven i tabet af den nære pårørende og kan være meget svære at komme til bunds i alene.
Stress
Stress og udbrændthed
Stress-symptomer rammer mange mennesker. Man kan opleve pres og uro i kroppen. Der kan være søvnbesvær og mangel på energi, så det meste føles uoverkommeligt. Så man kan miste lysten til både arbejde og sociale aktiviteter. Det kan være ledsaget af angst for ikke at slå til, modløshed og ulykkelige følelser.
Disse og andre stress-symptomer er ofte arbejdsrelaterede, men personlige følelser og hændelser fra privatlivet kan bestemt også spille ind. Så terapiforløbet kan både bestå i stress-coaching med rådgivning og dybere følelsesbearbejdning.
Udbrændthed ligner en dybere form for stress og opstår mest fordi personen er udsat for alt for store og uoverkommelige belastninger, der føles som de aldrig slutter. Det medfører en umådelig træthed, hvor næsten alt forekommer udsigtsløst. Man bliver bange og totalt energiforladt, og skal snarest muligt i en behandling.
Uro og angst
Uro og angst kan skyldes andre ting end stress og overbelastning. Det kan vise sig som pres i kroppen nogle gange med rystelser og åndenød, der kan opstå følelser af panik og rædsel. Mange kan opleve præstationspres, når man står overfor større opgaver eller i det daglige arbejde og ansvar.
En del oplever søvnbesvær i forbindelse med uroen. Det kan være dybt foruroligende og svært at gennemskue, hvorfor det opstår og hvad man kan gøre. Derfor kan man let komme til at føle sig hjælpeløs overfor angsten, men man kan hjælpes.
Personlig udvikling
Konflikt- og vredeshåndtering – at sige til og fra
Mange mennesker er bange for konflikter. Det er forståeligt, at man nødig vil gøre andre kede af det og såre dem. Men det kan betyde, at man fornægter eller fortrænger den naturlige og sunde vredesfølelse, som kan være fuldt berettiget i mange livssituationer. Den kan være med til at rette op på ting, som er ved at køre den gale vej.
Andre mennesker er måske for hurtige til at vise vrede og skabe konflikter og har svært ved at møde uenigheder eller modstand med nysgerrighed og tolerance. Begge dele handler om et skævt forhold til den sunde vredesfølelse og en ubalance i evnen til at sige til og sige fra. Både i familien og på arbejde kan det skabe unødige misforståelser og påvirke forholdet til både familie og kolleger negativt.
Så det kan frigøre ressourcer at blive bedre til at håndtere sin vrede, at være autentisk og sige fra - sige Nej, men også til at turde vise sin imødekommenhed og sige til – sige Ja.
Personlig udvikling – at finde og være sig selv
Du kan opleve at have mistet kontakten til dig selv, være i vildrede med hvem du er, og hvad der er vigtig for dig. Føle dig ude af stand til at tage de rigtige livsvalg - måske både med hensyn til partner, arbejde og venner. Du kan have følelsen af, at den måde du lever på lige nu ikke er helt rigtig for dig. Man kan være i stor tvivl om egen betydning i tilværelsen – eller have svært ved at se meningen med det hele.
Der kan være behov for støtte til at finde sin jordforbindelse, se sig selv tydeligere og få mere fat i hvilke følelser og tanker der er vigtige for dig. Så længslen efter at finde sit autentiske jeg og være sig selv kan sætte nye, positive spor i gang.